Georges Lemaître, 17.7.1894-20.6.1966, belgisk fysiker og astronom, der var en af den moderne kosmologis pionerer; fra 1927 professor ved universitetet i Louvain. I 1927 udviklede han (uafhængigt af A. Friedmann) teorien for det ekspanderende Univers, og i 1931 foreslog han den første big bang-model for Universet, ifølge hvilken Universet begyndte som et radioaktivt "uratom". Lemaître mente, at den kosmiske stråling var et levn fra den oprindelige eksplosion. Først efter 2. Verdenskrig blev sådanne modeller accepteret og videreudviklet af især G. Gamow. Lemaître var fra 1923 katolsk præst og 1960-66 præsident for Det Pavelige Videnskabsakademi i Rom. Han advarede mod at blande religion og kosmologi sammen.