Georges Leclanché, 1839-14.9.1882, fransk ingeniør og opfinder. I 1860 blev han ansat ved jernbaneselskabet Compagnie du chemin de l'est som ingeniør. Seks år senere udviklede han et elektrisk element bestående af elektroderne zink og carbon med ammoniumklorid som elektrolyt. Det følgende år opgav han sit job som ingeniør ved jernbanerne for at koncentrere sig om at videreudvikle sit element. Leclanchés element anvendes i dag i lommeregnere, -lygter m.m. Zink fungerer her både som beholder og anode, katoden er af carbon, og elektrolytten en pasta af ammoniumklorid, zinkklorid, mangandioxid og carbon. Dette tørelement giver en hvilespænding på 1,5 V. Se batteri og galvanisk element.