Georges Dumézil

Faktaboks

Georges Dumézil
født:
1898
død:
1986

Georges Dumézil, 1898-1986, fransk sprogforsker og religionshistoriker; primært kendt for sine sammenlignende studier af forskellige indoeuropæiske samfund og religioner. Hans væsentligste bidrag til religionshistorien er teorien om "trefunktionaliteten" i de forskellige samfund såvel som i deres mytologier. Dumézil har således påpeget, at nogle af de vigtigste guder hos de indoeuropæiske folkeslag kan inddeles i tre funktioner, nemlig en herskerfunktion, en krigerfunktion og en frugtbarhedsfunktion. Fx varetages disse funktioner i Norden af henholdsvis Odin, Thor og Frej og i Rom af Jupiter, Mars og Quirinus. De tre funktioner indgår i en relativt stabil struktur overalt i det indoeuropæiske sprogområde; i sammenhæng med andre strukturelle ligheder peger det i retning af, at vigtige dele af mytologierne må opfattes som arvegods fra en periode, hvor indoeuropæerne stod hinanden nærmere end i senere, historiske perioder.

Dumézils teorier er omstridte, men spiller fortsat en betydelig rolle inden for religionsvidenskaben. Af hans vigtigste værker kan nævnes L'Idéologie tripartie des Indo-Européens (1958, Indoeuropæernes treleddede ideologi), Les Dieux des Germains (1959, da. De nordiske guder, 1969) og Mythe et épopée (1968-73, Myte og epos).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig