George Stokes

George Stokes var en irskfødt britisk fysiker. Stokes kom til Cambridge som student i 1837 og var resten af livet knyttet til Cambridge University, fra 1849 som Lucasian professor i matematik (professorat indstiftet i 1663 ved testamentarisk gave fra Henry Lucas).

Stokes blev først kendt for en række teoretiske arbejder inden for matematisk hydrodynamik. Uafhængigt af C.L.M.H. Navier udledte han i 1845 grundligningerne for strømninger i en væske med indre gnidninger (se Navier-Stokes' ligninger). I 1851 fandt han Stokes' lov for modstanden på en kugle, der bevæger sig gennem et medium med given viskositet.

Optikken var et andet forskningsfelt, som Stokes dyrkede både eksperimentelt og teoretisk. Som den første udforskede han systematisk fænomenet fluorescens og viste, at det udsendte lys har lavere frekvens end det lys, der fremkalder fluorescensen (Stokes' fluorescenslov); denne egenskab gjorde det muligt at studere den ultraviolette del af spektret. I forlængelse af sine hydrodynamiske arbejder bidrog Stokes til den matematiske teori for lys forstået som bølger i et kontinuert, elastisk medium, æteren. Han viste, imod den fremherskende opfattelse, at det var muligt at forene fiksstjerneaberrationen med hypotesen om, at Jorden trak æteren med sig i sin bevægelse omkring Solen. Han bidrog desuden til teorien for dobbeltbrydning i krystaller.

Stokes' matematisk-fysiske arbejder førte til enkelte rent matematiske resultater, bl.a. Stokes' sætning i vektoranalysen, som han offentliggjorde i 1854 i form af en eksamensopgave, hvor kandidaterne (blandt dem J.C. Maxwell) blev bedt om at bevise sætningen. Episoden illustrerer Stokes' betydning som underviser og eksaminator for højnelsen af det matematiske niveau ved Cambridge.

Stokes var sekretær for Royal Society i perioden 1854-1885 og selskabets præsident i 1885-1890. Han blev slået til ridder i 1889.