George Schneevoigt

Faktaboks

George Schneevoigt
født:
1893
død:
1961

George Schneevoigt, 1893-1961, dansk filminstruktør og fotograf. George Schneevoigt debuterede som skuespiller hos Max Reinhardt i Berlin, men vendte i 1914 tilbage til Danmark, hvor han oprettede filmselskabet Kaulbachs Kunstfilm og arbejdede som fotograf og instruktør; bl.a. var han fotograf på fire af Carl Th. Dreyers stumfilm.

Stumfilmsuccesen Laila (1929, tonefilmversion 1937) førte ham i 1930 til Nordisk Film, hvor han blev 1930'ernes førende instruktør. Han instruerede den første tonefilm med dansk deltagelse, Eskimo (1930, dansk norsk co-produktion), og den første egentlige rent danske tonefilm, Præsten i Vejlby (1931), efter St.St. Blichers novelle.

Fra og med Skal vi vædde en Million (1932) med Marguerite Viby i hovedrollen slog han sig på 1930'ernes populære musikalske komedier og instruerede bl.a. Odds 777 (1932) med Liva Weel og den farceagtige Rasmines Bryllup (1935). Samarbejdet med Nordisk Film ophørte i 1944, og George Schneevoigt levede sine sidste år i isolation.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig