George Santayana

Faktaboks

George Santayana
født:
1863
død:
1952

George Santayana, 1863-1952, spansk-amerikansk filosof, æstetiker og essayist. George Santayana var elev af William James; den amerikanske naturalisme er hans udgangspunkt, og han minder om John Dewey i sin insisteren på, at handlen er det primære træk ved mennesket.

Santayana var professor ved Harvard indtil 1912, da han trak sig tilbage for at hellige sig sit forfatterskab. I sit filosofiske hovedværk, The Life of Reason, 1-5 (1905-06), beskriver han naturen som en objektiv, men tilfældig arena for menneskelige erfaringer, som er dannet ud fra handlinger, der har til formål at opretholde organismen. Disse erfaringer er basis for erkendelse, dvs. antagelser, der er udtrykt i symboler og i handling er gennemprøvet med held.

George Santayanas filosofi blev med årene sværere tilgængelig, fordi han søgte at forene mange forskellige tankeretninger. På dansk findes den selvbiografiske roman The Last Puritan (1935, da. Den sidste Puritaner, 1937).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig