George Rudé, 1910-1993, britisk historiker. Rudé tilhørte den gruppe af marxistiske historikere, der efter 2. Verdenskrig prægede britisk historieskrivning. I sine hovedværker, The Crowd in the French Revolution (1959) og The Crowd in History (1964), fremdrog han de brede folkelige klasser som aktive og rationelle historiske aktører. Rudé var pga. sin marxistiske historieopfattelse længe sortlistet i England, men blev i begyndelsen af 1960'erne professor i Australien, senere i Canada.