George Osborne, George Gideon Oliver Osborne, f. 23.5.1971, britisk politiker; MP for Conservative Party siden 2001. George Osborne, der stammer fra en velhavende, lavadelig familie og er uddannet som historiker i Oxford, blev i 2005 Conservative Partys skyggefinansminister. Han regnedes for en af partiets ledende personligheder og havde tætte bånd til partilederen David Cameron. Efter valget i 2010, hvor Conservative Party dannede en koalitionsregering sammen med Liberal Democrats, blev Osborne finansminister. Han kom til at stå for en hård nedskæringspolitik, som fortsatte efter at Conservative Party fik absolut flertal i 2015. David Camerons tilbagetræden efter folkeafstemningen om Storbritanniens tilhørsforhold til EU (se Brexit) betød også, at Osborne forlod regeringen.