Georg von Békésy, 1899-1972, ungarsk-amerikansk høreforsker, oprindelig teleingeniør. Professor i Budapest og Stockholm og fra 1947 USA. Békésy modtog 1961 nobelprisen i medicin for sine banebrydende eksperimenter. Ved disse påviste han, at det indre øres evne til at analysere lydstyrke og -frekvens skyldes en "vandrebølge" i sneglens lymfevæske. Békésy konstruerede et halvautomatisk audiometer.