Faktaboks

Georg Mohr
Født
1. april 1640
Død
26. januar 1697

Georg Mohr var en dansk matematiker. Han boede i Holland i en snes år og i Tyskland de sidste to år af sit liv. Georg Mohr var kendt af tidens matematikere, men hans arbejder vakte først opmærksomhed i 1927, da en student i et antikvariat fandt hans bog Euclides Danicus på hollandsk (1672, da. samme år) og viste den til sin professor, J. Hjelmslev. Det blev da klart, at Mohr var den første, der indså, at alle de geometriske konstruktioner, der kan udføres med passer og lineal, også kan udføres med passer alene — bortset fra tegning af en ret linje. I Compendium Euclidis Curiosi (1673) benyttede han konstruktionsmidlerne passer med fast åbning og lineal efter inspiration af den italienske matematiker G.B. Benedetti (1530-90), der i 1553 havde gjort det samme.

Georg Mohr Konkurrencen, afholdt siden 1991, er en årlig matematikkonkurrence åben for elever på de gymnasiale uddannelser i Danmark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig