Faktaboks

Georg Dietrich Tschierske

Georg Diedrik Tschierscke, G.D. Tschierske

Født
1731, Plön
Død
30. marts 1782, Odense
Levetid - kommentar
Fødeåret 1731 er anslået ud fra at Tschirscke ved sin død blev oplyst at være 50 år gammel.
Juelsberg. Farvelagt tegning, udført 7. september 1854
Hovedbygningen på Juelsberg ved Nyborg blev fra 1773 nyopført under ledelse af G.D. Tschierske, omend med en midtrisalit udformet i samarbejde med J.J. Encke. Den er sidenhen ændret.
Af /Nationalmuseet, Antikvarisk-Topografisk Arkiv.
G.D. Tschierskes underskrift
G.D. Tschiersckes underskrift på et brev af 6. november 1773 knyttet til dels et generaloverslag over byggeomkostningerne ved Juelsbergs nyopførelse, dels et signeret blad med opstalter til den nye hovedbygnings gård- og havefacade. Rigsarkivet.
G.D. Tschierskes underskrift
Licens: CC BY SA 3.0

Georg Dietrich Tschierske var arkitekt og havearkitekt. Han var sandsynligvis delvis uddannet hos sin far, hofgartner Georg Tschierske d.æ. (1699-1753), idet han i 1748-1749 tegnede forlæggene til stik af to haver anlagt af faderen.

Georg Dietrich Tschierske blev født i Plön i Slesvig-Holsten, hvor han blev hofbygmester i 1757, men fik i 1753 et rejsepas til Danmark, der bl.a. tilsagde ham at melde sig til tjeneste hos Adam Christopher Holsten til Holstenshus. Fra senest 1769 var han fast bosiddende i Odense, hvor han den 19. januar blev gift med Henrica Axelsdatter Lund (1736-80).

Vigtigste anlæg

Tschierske opførte bl.a. Valdemars Slots gårdanlæg med porthuse og pavillon (1754), herregårdene Juelsberg (1771-1786, sammen med Johan Jacob Encke, interiører ved G.E. Rosenberg) og Langesø (1774-1778, sammen med G.E. Rosenberg) samt udformede haveanlæg ved Holstenshuus, Berritsgård og Løgismose, alle på Fyn. Efter at have foretaget en del opmålinger fik han i 1773 en bestalling som landmåler og hjalp i de følgende år Poul Abraham Lehn til Hvidkilde med udskiftningerne af dennes gods.

Tschierske synes at have været en af de mange bygmestre, der fik deres grundindtægter fra en lang række små opgaver af en mindre blivende karakter på et eller flere større godser. Hans stil var svingende, men hans bedst kendte værker er i en klassicistisk rokoko.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig