Geodætisk Institut var tidligere en civil institution under Forsvarsministeriet, som udgav kort, udførte geodætiske opmålinger og seismiske målinger.
Instituttet blev oprettet i 1928 ved sammenlægning af Den Danske Gradmaaling (fra 1816), som varetog den grundlæggende opmåling af Danmark, herunder førsteordens-triangulationen og præcisionsnivellementet, og af Generalstabens Topografiske Afdeling (fra 1842), som stod for detailmålingen, der dannede grundlaget for selve kortproduktionen.
Instituttet havde til opgave at udføre geodætiske videnskabelige arbejder, foretage seismiske målinger, udgive geodætiske publikationer samt opmåle og udgive kort over riget, til 1944 også Island, bl.a. målebordsblade, atlasblade og generalstabskort. En væsentlig opgave gik ud på at forsyne hæren med kort.
I 1989 indgik instituttet sammen med Søkortarkivet og Matrikeldirektoratet i den nyoprettede Kort & Matrikelstyrelsen (fra 2013 Geodatastyrelsen).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.