Gennadios 2., Georgios Scholarios, ca. 1405-1472, patriark af Konstantinopel 1454-55 og yderligere i to omgange i 1460'erne. Som sekretær for den byzantinske kejser Johannes 8. tog han del i unionsforhandlingerne med Rom under Ferrara-Firenze-koncilet 1438-39. Han var oprindelig tilhænger af unionen, men blev efter 1443 leder af modstanderpartiet. Efter sin erobring af Konstantinopel i 1453 gjorde Mehmed 2. ham til den første patriark under sultanatet.

Foruden at oversætte værker af Thomas Aquinas og andre vestlige teologer og filosoffer til græsk har Gennadios 2. forfattet en lang række dogmatiske, polemiske og praktisk-teologiske skrifter. Filosofisk knyttede han sig til Aristoteles og bekæmpede Plethons nyplatonisme.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig