Gennadij Ajgi

Faktaboks

Gennadij Ajgi

Gennadij Nikolajevitj Ajgi

født:
31. august 1934
død:
21. februar 2006

Gennadij Ajgi var en tjuvasjisk digter, som i 1960 begyndte at skrive på russisk. I Sovjettiden var Ajgi anerkendt som oversætter af fransk, ungarsk og polsk poesi, og kun i udlandet som en eksklusiv poet, oversat til en halv snes sprog.

Ajgis frie vers, hvor sproglige ligheder skaber drømmeagtige betydningsspring, viderefører den russiske futurisme (Khlebnikov og Pasternak) og den franske surrealisme (Paul Éluard).

Ajgi findes på dansk i antologien Katalog (1976) og i udvalget Mark-Rusland (1993). I 1997 udgav han den selvbiografiske digtsamling Veronikas hefte. Min datters første halve år, som blev udbredt over hele Europa via oversættelser.

Fra 1990’erne havde digteren nære relationer til Sverige og oversatte bl.a. Bellmans viser til tjuvasjisk. Han modtog i 2000 den nystiftede Pasternak-pris.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig