Ge Hong, 283-343, kinesisk lærd, forfatter til værket Baopu Zi (Mesteren, der favner enkelheden, ca. 320). Ge Hong tilhørte den sydkinesiske elite, som havde mistet politisk indflydelse efter Wu-statens indlemmelse i Jindynastiet i 280. Baopu Zi kan ses som et forsvar for lokale okkulte traditioner over for de religiøse og filosofiske idéer, der blev dominerende i syden under de nye magthavere. De første 20, såkaldte indre kapitler, Nei Pian, omhandler daoistiske metoder til at opnå udødelighed, især alkymi, men også seksuelle og andre fysiologiske metoder samt meditation, divination, talismaner m.m. Mange af disse metoder blev videreudviklet inden for de mere organiserede daoistiske traditioner, som opstod i den senere del af 300-t. i den gruppe af sydkinesiske familier, som Ge Hong tilhørte.