Gautier fra Châtillon, f. ca. 1135, fransk latindigter. Gautier skrev ca. 1180 middelalderens mest læste latinske epos, Alexandreis, om Alexander den Stores erobringer i Østen. Digtet i klassiske romerske vers følger ret nøje de romerske historikeres beretning, men er påvirket af at være skrevet i en korstogstid: Alexander er en slags korsfarer i antikke gevandter. Værket er dediceret til ærkebiskop Guillaume af Reims, hvis familie omfattede flere korsfarere. Omkring år 1200 viser Saxo i sit Bjarkemål kendskab til digtet. Gautiers lyriske og satiriske digte på latin i vagantstil vandt også vid udbredelse.