Gasolin' var en dansk rockgruppe dannet i 1969 af Franz Beckerlee (f. 1942), guitar, Wili Jønsson (f. 1942), bas, keyboard, sang, Kim Larsen, guitar, sang, og Bjørn Uglebjerg (1948-1994), trommer. Sidstnævnte blev i 1971 erstattet af Søren "Charlie" Berlev (f. 1950).
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet Gasolin' kommer af amerikansk engelsk gasoline 'benzin'. Navnet henviser til, at gruppen ville lave musik, "så folk virkelig fik tanket op".
Gruppen udsendte sin første lp-plade, Gasolin', i 1971, og den fik et stort publikum pga. de mundrette danske sangtekster med muntre ordspil (forfattet af Larsen i samarbejde med Mogens Mogensen (1930-1991)), det medrivende guitarspil og de enkle, sangbare melodier. Gruppens succes voksede støt i de følgende år og kulminerede bl.a. med lp'en Gas 5 (1975), der indeholdt et par rock-evergreens som Rabalderstræde og Kvinde min.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.