Garcinia

Mangostan, frugterne af Garcinia mangostana, på marked i Chinatown, Yangon 2012.

.

Garcinia, slægt med 200 arter i familien Clusiaceae; udbredt i den gamle verdens troper, især Asien og det sydlige Afrika. Det er træer eller buske med læderagtige blade. Blomsterne er undersædige, oftest firetallige, med mange støvblade siddende i bundter og et stort, fladt støvfang. Frugten er en slags bær, hvis yderste lag er hårdt og forsynet med harpiksgange. Frøene ligger i et hvidt, saftigt, velsmagende væv; ofte udvikles kun et eller to frø.

Mangostan, Garcinia mangostana, fra SØ-Asien bærer en af tropernes mest delikate spisefrugter, men de tåler dårligt transport. Af andre arter udvindes harpiks og farvestoffer, og flere har tillige værdifuldt ved.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig