Garðar

Einars fjord omtales i Sturla þórðsons version af Landnámabók fra midten af 1200-tallet, mens gården Garðar ikke nævnes. I Grænlendinga saga fra ca. 1200 berettes om Erik den Rødes datter Freydís, at hun var gift med þorvarð, og at de boede på Garðar. Det berettes ganske kortfattet i Grænlendinga þáttr – også kendt som Historien om Einar, Sokkes søn – fra omkring 1200, at Arnald, grønlændernes først bisp, oprettede sit bispesæde på Garðar. Efter bispesædets oprettelse omtales Garðar oftere i de skriftlige beretninger. I den norske præst Ívar Bárðarsons Grønlansdsberetning fra slutningen af 1300-tallet fremgår, at bispesædet havde ejendom og rettigheder til udnyttelse af ressourcer i både Østerbygden og på den sydligste del af Grønlands østkyst. Bispesædet på Garðar var efter oprettelsen af ærkesædet i Nidaros i 1154 del af den norske kirkeprovins. Inden da var Grønland underlagt ærkesædet i Lund. Sidste skriftlige livstegn fra bispesædet er fra 1409, hvor præsterne Eindriði Andrésson og Páll Hallvarðsson udfærdigede et brev, hvor de bekræftede, at Sigríðar Björnsdóttur og þorsteins Ólafssonar, begge fra Island, lovformeligt havde indgået ægteskab i Hvalsey kirke året før.

Der findes en kortfattet liste over de grønlandske bisper i Flateyjarbók. Den første bisp, som er opført i listen er Arnald, der i følge islandske annaler blev viet til grønlændernes bisp i 1124. Den sidste bisp på Flatey-listen er þórður om hvem de islandske årbøger oplyser, at han blev viet til grønlændernes bisp i 1288. Han rejste til Grønland året efter men rejste tilbage til Norge i 1309, hvor han døde i 1314. Islandske kilder omtaler yderligere et antal bisper, der blev viet til Grønland, men den sidste, der residere i Grønland, var øjensynlig bisp Álfur. Han døde i Grønland i 1378. Álfur ankom til sit bispesæde i 1368, som på det tidspunkt havde stået vakant i 19 år. I de bispeløse perioder, som der var flere af, blev Kirkens anliggender forestået af ældre præster.

Ældst kendte beskrivelser af ruinerne i Igaliku er af norske Aron Arctander, der besøgte stedet i 1779, tre år før den norske kolonist Anders Olsen slog sig ned i Igaliku med sin familie. Arctander beskriver ruiner bygget i sten, der er sammenfaldne, men bevaret i et par meters højde. Desværre er det ikke muligt at identificere de enkelte bygninger, Arctander omtaler. W.A. Graah beskrev efter sit besøg i Igaliku i 1828 ruinerne som en hel by.

De første systematiske arkæologiske undersøgelser i Igaliku blev iværksat i begyndelsen af 1830érne af det Kongelige Nordiske Oldskriftselskab. Lokale præster og embedsmænd foretog undersøgelser af især Domkirken, og deres rapporter blev løbende publiceret i Oldskriftselskabets publikationer og i det tredje bind af 3-binds værket Grønlands Historiske Mindesmærker, der udkom i 1845. I 1894 foretog Daniel Bruun yderligere udgravninger i Igaliku i både Domkirken og i omkringliggende ruiner. De hidtil mest omfattende undersøgelser af kirken, kirkegården, bolighuset og økonomibygninger fandt sted i 1926 under ledelse af Nationalmuseets Poul Nørlund, der som assistent på udgravningerne havde Aage Roussell.

I alt er der registreret 52 anlæg i Igaliku med Domkirken omgivet af huse knyttet til Kirken, den store bolig med festhal, to store kostalde med tilhørende lader, smedje og brøndanlæg beliggende centralt på hjemmemarken eller indmarken på den store slette. Spredt på sletten er desuden stalde til får og geder, værksteder, opbevaringshuse og kunstvandingsanlæg.

Med sine over 27 meter i længden er Domkirken er den største kirke, der er registreret i nordbobygderne. Kun kirkens fundamenter er bevaret i dag. De fremstår med romansk grundplan og er forsynet med to kapeller på henholdsvis syd- og nordsiden af koret. Vestgavlen er åben og har formentlig været af træ, mens de kraftige stenfundamentet antyder, at resten af kirken har været bygget i sten. De arkæologiske undersøgelser viser, at kirken har gennemgået adskillige om- og tilbygninger, som ingen i dag har overblik over. Dateringer af skeletter på den omgivende kirkegård viser, at de ældste begravelser kan føres tilbage til 1000-årene. Kirkegården måler ca. 32 x 49 meter. Begravelserne ligger tæt, især på kirkens syd- og østside. Kirken er opført på hævet havbund, som det er meget vaskelig at grave grave i, og de fleste begravelser fandt sted på kirkens syd og østside i fyldlag, som enten er blevet tilført netop for at gøre det lettere at foretage begravelser her, eller kirkegården er på et tidspunkt udvidet mod øst ud i tidligere møddingsområde. Der er registret enkelte grave inde i kirken. I nordkapellet fandt man i 1926 begravet en af de få bisper, der døde i Grønland. 14C dateringerne af skelettet antyder, at den afdøde var bisp Ólafur, der døde i 1280. Småfund i kirkens omgivelser viser, at den, formentlig som den eneste i Grønland, har været forsynet glasvinduer. Den har haft en eller flere kirkeklokker og har indvendig været udsmykket med profilerede lister omkring døre og vinduer og figurer skåret i fedtsten.

Det ca. 50 meter lange bolighus er opført tæt op ad kirken og bygget med mure i vekslende lag sten og tørv. Ruinen fremstod efter udgravningerne i 1926 med 14 rum, der kan afspejle bolighuset i den sidste periode, det var beboet. Ikke sammenhængende murfragmenter, der er registreret flere steder i den store bygningen, viser, at den har gennemgået flere byggefaser, og det er uvist, hvornår den første bygningen på stedet blev opført. Det mest markante rum i bygningen er den ca. 130 m² store hal, der kun blev anvendt ved ganske særlige lejligheder. Her beværtede bispen sine gæster på fornemmeste vis, og her blev der nok også foretaget vigtige beslutninger omkring Kirkens forhold. Indvendig var hallens vægge beklædt med træpaneler og udvendig var de tætnet med tykke tørvemure. Midt på gulvet var en langild – et arkaisk træk, der i Grønland ellers kun kendes i de allerældste bolighuse.

Nær kirken og bolighuset var de to imponerende store stalde med tilknyttede hølader. Den største var ca. 64 meter lang, den anden ca. 42 meter og tilsammen kunne de to kostalde rumme mere end 100 køer. Sammenlignet med andre nordbogårde, hvor antallet af køer på de største gårde måske kunne nå op på omkring 20 køer, er det er voldsomt stort antal køer, der viser bispens økonomiske formåen og placering øverst i det sociale hierarki.

De store staldanlæg sammen med småstaldene, indhegningerne og værkstederne, der ligger spredt omkring på Igaliku sletten, viser at bispens gård blev drevet som alle andre gårde i nordbobygderne. Hjemmemarkens græs var beskyttet mod fritgående dyr af stengærder. Græsset her skulle spares til vinterfoder. Med måske mere end 100 køer på stald skulle der meget vinterfoder til, og kunstvanding var en anden måde at optimere udbyttet af hø. Det opstemmede vand blev i det tidlige forår opsamlet i bassiner i fjeldet og blev, når det var nødvendigt ledt ned på hjemmemarken gennem tørveopbyggede kanaler.

Ruinerne i Igaliku indgår i dag som delområde i det sydgrønlandske område Kujataa, der er udpeget som UNESCO Verdensarv.