Gammel Uppsala høje, gravfelt med tre storhøje og flere mindre gravhøje fra yngre jernalder nord for Uppsala, Sverige. To storhøje, øst- og vesthøjen, indeholdt meget rige brandgrave fra 500-t. e.Kr. med kongelige regalia. Østhøjen rummede en 12-årig dreng og en kvinde; drengens udstyr omfattede bl.a. en krigerhjelm, et gulddekoreret enægget sværd og et bronzespejl. Vesthøjen indeholdt en mand og en kvinde; mandens udstyr omfattede bl.a. en krigerhjelm dekoreret med kaméer, et tveægget sværd med guldfæste og antagelig et scepter. Ifølge Snorri Sturlusons Ynglingasaga var Gl. Uppsala Ynglingeættens, sveakongernes, gravplads. Tæt ved højene lå også en offerlund og et hedensk tempel, som i slutningen af 1000-t. beskrives af Adam af Bremen.