Galveston

Galveston, havneby på Galveston Island ved Texas' kyst; 47.700 indb. (2010). I slutningen af 1800-t. og indtil år 1900, da en orkan dræbte over 6000 mennesker og forårsagede store ødelæggelser (den i menneskeliv hidtil alvorligste naturkatastrofe i USA), var den pga. havnen og jernbaneforbindelse til fastlandet fra 1856 den største by i Texas. Rester fra storhedstiden ses i centrum, der er rig på velbevarede historiske bygninger, hvoraf flere er indrettede som museer, mens andre som fx University of Texas Medical Branch har bevaret deres oprindelige funktion. Jernbanen er senere nedlagt og afløst af motorvej, mens havnen i 1970'erne blev specialiseret til afskibning af bulkvarer som korn, svovl og bomuld og import af bl.a. bananer, te og gummi.

Ved havnen findes olieraffinaderier, kemisk industri og fødevarevirksomheder, mens sydkystens badestrande, adskilt fra byen af et 16 km langt dige med den berømte Seawall Boulevard, er et populært turistmål. Byen indgår i byregionen Houston-Galveston-Brazoria med i alt 5,95 mio. indb. (2010).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig