Gallupinstituttet

Gallupinstituttet, TNS Gallup A/S, opinionsinstitut opr. grundlagt i USA i 1935 af G. Gallup. Siden er der verden over etableret lignende analysebureauer; i Danmark blev Gallup A/S oprettet i 1939. De mange bureauer er knyttet sammen i en løst organiseret forening (Gallup International Association) uanset deres ejerforhold i øvrigt. De foretager stikprøveundersøgelser af befolkningens meninger, indkøbsvaner etc. for både offentlige og private kunder.

I Danmark foretager Gallupinstituttet (TNS Gallup A/S) fx målinger af tv-programmernes seertal vha. et særligt tv-meter-panel. Undersøgelserne omfatter derudover både personlige interview ved besøg på respondentens bopæl og telefoninterview. I daglig tale anvendes ordet gallupundersøgelse ofte som betegnelse for en stikprøveundersøgelse, fx af befolkningens politiske observans, også selvom undersøgelsen foretages af et konkurrerende institut.

TNS Gallups hjemmeside

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig