Gabriele d'Annunzio

Gabriele d'Annunzios bedrifter som flyverhelt under krigen gav genlyd i europæisk presse, og i 1919 organiserede han en privat besættelse af byen Fiume (nu Rijeka i Kroatien), som han regerede som diktator i mere end et år — en protest mod behandlingen af Italien ved fredsforhandlingerne i Versailles. I julen 1920 erobrede den italienske hær Fiume efter fem dages kampe med d'Annunzios legionærer, og byen endte med at komme under italiensk suverænitet i 1924 efter aftale med Jugoslavien.

Efter fascisternes magtovertagelse (1922) var d'Annunzio Benito Mussolinis eneste rival til førerposten, men blev pacificeret som nationalskjald under diskret overvågning i sin villa ved Gardasøen. Villaen er bevaret som museum over en højst særpræget skikkelse med total personlig frygtløshed som en af sine mest fremtrædende egenskaber.

Forfatterskabet blev bedømt hårdt efter 2. Verdenskrig, men er nu delvis revurderet. Ofte umådeholden retorisk når Gabriele d'Annunzio sine bedste resultater i digtene, først og fremmest Laudi, hvis 3. samling, Alcyone (1903), leverer det markanteste udtryk for hans sensuelle og kosmiske livsfølelse. Den regnes sammen med den langt mere beherskede og intime dagbog fra krigen, Notturno (1921), for hans bedste udgivelse.

Flere af d'Annunzios værker foreligger i ældre dansk oversættelse, bl.a. Giovanni Episcopo fra 1892 (med samme titel på dansk og samme år), med dedikation til Matilde Serao og forord af Harald Høffding.

Han blev adlet med titlen fyrste af Montevenoso i 1924 af kong Victor Emanuel 3.

• Italiens litteratur
• irredentisme
• Rijeka