Gabriel Lamé, 1795-1870, fransk ingeniør og matematiker; lærer ved den polytekniske læreanstalt i Skt. Petersborg 1820-31. Sammen med E. Clapeyron arbejdede han her bl.a. med stabilitet af buer og projektering af en hængebro over floden Neva. Lamé konstruerede en prøvemaskine til undersøgelse af materialerne. Han blev senere professor i fysik ved École polytechnique og udgav i 1852 den første bog om elasticitetsteori.