Faktaboks

Gabriel García Márquez
Født
6. marts 1927, Aracataca, Colombia
Død
17. april 2014, Mexico City

Gabriel García Márquez (tv.) i selskab med Fidel Castro i Havana, 2002.

.

Gabriel García Márquez var en colombiansk forfatter. Han modtog Nobelprisen i 1982 og er internationalt kendt for sine magisk-realistiske fortællinger, ikke mindst for romanen Hundrede års ensomhed.

Gabriel García Márquez har med sine stærke bånd til venstrefløjen stedse blandet sig i latinamerikansk politik; hans skønlitterære værker ligger imidlertid fjernt fra den gængse politiske realisme.

Márquez' tidlige forfatterskab

Gabriel García Márquez' tidlige romaner, La hojarasca (1955, på dansk Hvirvelstorm, 1988), El coronel no tiene quien le escriba (1961, på dansk Ingen skriver til obersten, 1979), La mala hora (1962, på dansk Ondskabens tid, 1985), samt novellesamlingen Los funerales de la Mamá Grande (1962, på dansk Mamá Grandes begravelse, 1980) rummer alle kim til slægtskrøniken Cien años de soledad (1967, på dansk Hundrede års ensomhed, 1969), som blev hans internationale gennembrud.

García Márquez kredser i høj grad om temaet ensomheden, der skildret i alle dens facetter præger hele forfatterskabet. Den fiktive landsby Macondo, som går igen i løbet af forfatterskabet som scene for fortællingerne, bliver til et sindbillede på Latinamerikas nyere fortid, hærget af borgerkrige og af nordamerikansk imperialisme.

Hundrede års ensomhed

Hundrede års ensomhed er krøniken om Macondo fra grundlæggelse til undergang. Det er et sted, hvor overnaturlige begivenheder uophørligt overskrider virkeligheden med selvfølgelighed. Indbyggerne er særprægede indtil det bizarre; de er dog først og fremmest morsomme, fremstillet med en ironi, der minder om Miguel de Cervantes Saavedras.

I Macondo måles tiden ved middagstogets ankomst til stationen, cirkulært som i indfødte myter. Samtidig er tiden også lineær, idet romanen er den tragiske saga om familien Buendía, hvis æra skal slutte, når det sidste medlem har læst de fundne manuskripter til enden, for "slægter, der var dømt til hundrede års ensomhed, fik ingen ny mulighed på jorden".

Hundrede års ensomhed blev en verdensomspændende succes, og siden udkom alle Gabriel García Márquez' bøger i gigantoplag på utallige sprog.

Det modne forfatterskab

I El otoño del patriarca (1975, på dansk Patriarkens efterår, 1977) har Gabriel García Márquez inden for rammerne af en diktatorroman (en specifik latinamerikansk romangenre) givet en beskrivelse af magtmenneskets isolation og magtens destruktive betydning for omgivelserne. Magtens ensomhed tages op i El general en su laberinto (1989, på dansk Generalen i sin labyrint, 1989), der fortæller om frihedshelten Simón Bolívars sidste ensomme og desillusionerede dage.

Den korte roman Crónica de una muerte anunciada (1981, på dansk Historien om et forudsigeligt mord, 1982, filmatiseret 1987) er en rekonstruktion af et mord. To brødre ønskede at blive forhindret i at begå mordet, men de var tvunget til ugerningen pga. det æreskodeks, der er knyttet til den latinamerikanske machismo: Skampletter skal vaskes af med blod.

Kærligheden som tema

I modsætning til hans tidligere bøger, hvor kærligheden har været fraværende eller forkvaklet, handler Gabriel García Márquez' længste roman, El amor en los tiempos del cólera (1985, på dansk Kærlighed i koleraens tid, 1986, filmatiseret i 2007), om ægte hengivenhed og en altovervindende, uendelig kærlighed. Fuld af humor og magisk realisme fortæller den korte roman Del amor y otros demonios (1994, på dansk Om kærlighed og andre dæmoner, 1995) om et oprigtigt, men til gengæld socialt forbudt kærlighedsforhold i 1700-tallets colombianske kolonisamfund.

Kærlighedens vilkår og mysterier er ligeledes emnet for Gabriel García Márquez' sidste roman, Memoria de mis putas tristes (2004, på dansk Erindring om mine bedrøvelige ludere, 2005). Ligesom den ovenfor nævnte novellesamling, Mamá Grandes begravelse, forudgriber temaer, som senere optages i romanform, rummer også de øvrige novellesamlinger en mængde træk, der direkte og indirekte peger på andre dele af forfatterskabet. García Márquez' samlede fiktionsværk er på mange måder en makrotekst, hvori personer og steder løbende dukker op igen.

Det gælder således Ojos de perro azul (forfattet 1947-1955, udgivet 1974, på dansk Den blå hunds øjne, 1990), La triste e increíble historia de la cándida Eréndira y de su abuela desalmada (1972, på dansk Den utrolige og sørgelige historie om den troskyldige Eréndira og om hendes ryggesløse bedstemor, 1973) og Doce cuentos peregrinos (1992, på dansk Tolv vandrehistorier, 1993).

Andre udtryksformer og -genrer

Flere af de korte værker er overført til film og tv, og Gabriel García Márquez skrev også selv drejebøger. Desuden arbejdede han siden 1950'erne som journalist; hans artikler er samlet i adskillige bind af Obra periodística (1981 ff.). I Noticia de un secuestro (1996, på dansk Beretning om en bortførelse, 1997) om en narkohandlers bortførelse af ti personer forenes journalistik og litteratur.

Efter lang tids sygdom udgav han i 2002 sine erindringer, Vivir para contarla (på dansk At leve for at fortælle, 2004).

I maj 2023 meddelte García Márquez' arvinger, at en uudgivet roman, En agosto nos vemos (på dansk Vi ses til august) vil blive publiceret i løbet af foråret 2024. Der er tale om et værk, som García Márquez arbejdede på siden slutningen af 1990'erne, og som består af fem afsluttede fortællinger med samme kvindelige hovedperson.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig