Gösta Mittag-Leffler

Faktaboks

Gösta Mittag-Leffler
født:
16. marts 1846
død:
7. juli 1927

Gösta Mittag-Leffler, 16.3.1846-7.7.1927, svensk matematiker, der var den ledende skikkelse i svensk matematik 1880-1910; bror til A.C. Leffler. Efter doktorgrad i Uppsala studerede Mittag-Leffler 1873-76 hos C. Hermite i Paris og hos K. Weierstrass i Berlin. Venskabet med disse førende matematikere og det grundige kendskab til Weierstrass' stringente behandling af den matematiske analyse blev afgørende for hans virke som professor i Helsingfors 1877-81 og fra 1881 i Stockholm. Som matematiker er han kendt bl.a. for en sætning om meromorfe funktioner, men hans betydning ligger især på det organisatoriske plan. Bl.a. grundlagde han tidsskriftet Acta Mathematica i 1882 og fik Sofja Kovalevskaja ansat som professor i Stockholm.

I 1916 testamenterede han sin formue og sin bolig med et omfattende bibliotek til fremme af matematikkens udvikling. Siden 1968 er det under navnet Mittag-Leffler Instituttet udnyttet som forskningsinstitut, hvor skiftende matematiske emner er i fokus et år ad gangen med deltagelse af internationale kapaciteter og unge matematikere fra især de nordiske lande.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig