Gösta Bohman, 1911-1997, svensk politiker. Bohman blev jurist og var 1948-70 vicedirektør i Handelskammeret i Stockholm; 1958-85 var han medlem af Riksdagen for det konservative Moderata Samlingspartiet (indtil 1969 Högern) og partiets leder 1970-81. Bohmans markante konservative profil gav partiet stor fremgang i 1970'erne og befæstede hans rolle som partileder. Moderata Samlingspartiets samarbejde med de to andre store borgerlige partier, Centerpartiet og Folkpartiet, førte til dannelse af trepartiregeringerne 1976-78 og 1979-81, som Bohman var økonomiminister i.