Félix Houphouët-Boigny, 18.10.1905-7.12.1993, Elfenbenskystens præsident 1960-93. Houphouët-Boigny var i 1944 medstifter af en organisation til forsvar for plantageejeres interesser over for franske bosættere og blev året efter valgt til Nationalforsamlingen. 1956-59 var han medlem af den franske regering, hvor han arbejdede for selvstændighed for Frankrigs afrikanske kolonier. Han blev præsident ved Elfenbenskystens selvstændighed i 1960 og gjorde sit parti, Parti Démocratique de la Côte d'Ivoire, PDCI, til det eneste tilladte; indtil 1980'erne prægedes landet af politisk stabilitet. Houphouët-Boigny gjorde sin hjemby, Yamoussoukro, til hovedstad og byggede her verdens største katedral.