Fushun, by i Liaoningprovinsen i Kina; 1,34 mio indb. (2010). Byen, som ligger ca. 45 km øst for Shenyang, er blevet kaldt Nordkinas kulhovedstad, da den er vokset op omkring kulminer, råstofudvinding og sværindustrier, som oprettedes i 1950'erne med støtte fra Sovjetunionen; her ligger bl.a. et af Kinas største aluminiumsværker. Vanskeligheder ved omstilling af statsvirksomhederne til markedsøkonomi svækkede fra 1980'erne Fushuns økonomiske betydning. Elektronik- og letindustri har ført til ny vækst. Flere historiske mindesmærker har gjort Fushun til en vigtig turistby.