Fujairah. Det historiske fort i Fujairah.

.

Fujairah, arab. al-Fujayra, emirat på Den Arabiske Halvø, medlem af Forenede Arabiske Emirater og det eneste af disse med kystlinje mod Omanbugten ved Hormuzstrædet; 143.000 indb. (2008). Som de øvrige emirater består landet især af én by: Fujairah (54.000 indb.). Indtil 1952, hvor selvstændighed blev opnået, var Fujairah en del af emiratet Sharjah. Siden 1974 er det blevet styret enevældigt af sheik Hamad ibn Muhammad al-Sharqi.

Vand fra Omanbjergene giver grundlag for en smule landbrug, men vigtigere for økonomien er dybvandshavnen Fujairah og en ret beskeden industri, bl.a. cement, knyttet hertil. Emiratets modernisering og udvikling er dog især afhængig af en betydelig støtte fra Abu Dhabi. Fujairah har flere smukke naturområder og satser i stigende grad på turisme.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig