Fugleflugtslinjen

Fugleflugtslinjen, populært navn på motorvejs- og jernbaneforbindelsen, der via Sjælland, Falster, Lolland og færgeruten Rødby-Puttgarden forbinder Skandinavien med Tyskland.

Allerede i 1866 blev der givet koncession på anlæg og drift af en direkte jernbane- og færgeforbindelse mellem København og Hamburg, men projektet strandede. Tanken om Fugleflugtslinjen levede dog videre, men først i 1941 blev der vedtaget love om etablering af jernbane- og automobiloverfart over Femern Bælt med tilhørende jernbaneforbindelse på Lolland samt anlæg af en motorvej fra Storstrømsbroen til Rødbyhavn.

Anlægsarbejdet påbegyndtes samme år, men blev indstillet i 1943. I 1951 indledtes sejlads på en provisorisk færgerute mellem Gedser og Grossenbrode i Vesttyskland. Person- og godstrafikkens stærke vækst i årene herefter førte i 1958 til, at danske og tyske myndigheder enedes om snarest at åbne Fugleflugtslinjen.

Ruten blev indviet i maj 1963 og har siden vist sin betydning for trafikken mellem Skandinavien og specielt de vest- og sydeuropæiske lande. På overfarten Rødby-Puttgarden transporterede færgerne i 2005 6,8 mio. passagerer, 1,8 mio. personbiler og 315.000 lastbiler.

Efter åbningen af Storebæltsforbindelsen for tog i 1997 føres der ikke længere godstog og kun et begrænset antal passagertog over Rødby-Puttgarden.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig