Fritz Johannsen var en dansk civilingeniør, medstifter af Dansk Ingeniørforening (1892), medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse 1897-1908. Johannsen var drivkraften bag elektrificeringen af hovedstadens sporvejssystemer, idet han deltog i stiftelsen og ledelsen af Frederiksberg Sporvejs- og Elektricitets-Aktieselskab (1897), A/S De kjøbenhavnske Sporveje (1898) og A/S Tuborg-Klampenborg elektriske Sporvej (1902), det senere NESA. Som direktør for Kjøbenhavns Telefon-Aktieselskab (1903-1932) formåede han at gøre dette selskab internationalt anerkendt for dets organisering og effektivitet. I 1929 udnævntes han til dr.techn. h.c. ved Polyteknisk Læreanstalt.