Frihedsgudinden

Frihedsgudinden.

.

Frihedsgudinden. Oprindelig hed statuen Friheden, der oplyser verden. Bogen i gudindens venstre hånd bærer indskriften July 4, 1776 til minde om den amerikanske uafhængighedserklæring; ved statuens fødder er trælbindingens lænker fra den gamle verden brudt, og soklen bærer som indskrift et digt af Emma Lazarus (1849-87) med indledningsordene Giv mig dine trætte, sultende masser, der længes efter frihed.

.

Frihedsgudinden.

.

Frihedsgudinden er en kæmpe statue af kobber og jern ved indsejlingen til New York Citys havn. Den vejer 200 ton, er 46 meter høj og placeret på en 47 meter høj sokkel.

Faktaboks

også kendt som:

Statue of Liberty Enlightening the World

Frihedsgudinden er et amerikansk nationalmonument og en af USA's største turistattraktioner med mere end 4 mio. besøgende om året.

Selve statuen blev skænket til USA af Frankrig i 1876, fuldført af den franske billedhugger Frédéric Auguste Bartholdi med bistand til den indvendige stålkonstruktion af Gustave Eiffel og opstillet i 1886. Selve fundamentet (soklen) under statuen blev bekostet af USA.

Idéen til statuen opstod i 1865 efter Den Amerikanske Borgerkrig; den skulle være en hyldest til de to landes bidrag til republikanske principper om lighed og folkelig regeringsform og et minde om USA's uafhængighed. Placeringen nær Ellis Island, opsamlingsstedet for hundredtusindvis af europæiske immigranter, vejede imidlertid tungere end den politiske symbolik, og statuen blev i stedet symbol på den nye verdens "gyldne dør" til bedre økonomiske muligheder for fattige indvandrere.

I 1956 blev øen, hvor Frihedsgudinden står, omdøbt til Liberty Island, og i 1972 åbnede et museum om indvandringen til USA. Fra 1990 ligger hovedmuseet på Ellis Island. Statuen gennemgik 1984-86 en omfattende restaurering.

På Seinebroen Pont de Grenelle i Paris står en mindre (11,5 m) udgave af Frihedsgudinden, skænket til byen i 1889 af USA i anledning af hundredåret for Den Franske Revolution.

På Frihedsgudinden findes den berømte sonet The New Colossus af Emma Lazarus (1849-1887). Hun skrev den i 1883, men bronzepladen med digtet blev først hængt op inden i monumentet i 1912. Det lyder:

Not like the brazen giant of Greek fame, With conquering limbs astride from land to land; Here at our sea-washed, sunset gates shall stand A mighty woman with a torch, whose flame Is the imprisoned lightning, and her name Mother of Exiles. From her beacon-hand Glows world-wide welcome; her mild eyes command The air-bridged harbor that twin cities frame. "Keep, ancient lands, your storied pomp!" cries she With silent lips. "Give me your tired, your poor, Your huddled masses yearning to breathe free, The wretched refuse of your teeming shore. Send these, the homeless, tempest-tossed to me, I lift my lamp beside the golden door!"

Digtets første to linjer refererer til Kolossen på Rhodos, der forestillede solguden Helios.

Eksterne links

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig