Frigyes (Frédéric) Riesz, 22.1.1880-28.2.1956, ungarsk matematiker, professor 1911 i Kolozsvár, 1920 i Szeged og 1946 i Budapest; bror til M. Riesz. Ved at kombinere Hilberts teori for integralligninger med M. Fréchets topologiske idéer og Lebesgue-integralet udviklede han teorien for funktionsrummene L2 og Lp (1910) og blev bl.a. derved en af funktionalanalysens grundlæggere. Kort derefter blev hans resultater indordnet i en aksiomatisk ramme i teorien for Hilbert- og Banachrum. Riesz grundlagde desuden teorien for subharmoniske funktioner.