Friedrich Wilhelm August Argelander

Faktaboks

Friedrich Wilhelm August Argelander
født:
22. marts 1799
død:
17. februar 1875

Friedrich Wilhelm August Argelander, 22.3.1799-17.2.1875, tysk astronom, fra 1823 ansat som observator i Åbo og fra 1827 som professor og direktør ved observatoriet i Helsingfors. Her interesserede han sig især for stjerners egenbevægelse; bl.a. påviste han rigtigheden af William Herschels antagelse om, at vort solsystem bevæger sig mod et punkt (apeks) i stjernebilledet Hercules.

Fra 1837 arbejdede Argelander i Bonn, hvor han i 1843 udgav stjernekataloget Uranometria Nova (se stjernebilleder) og forestod udarbejdelsen af Bonner Durchmusterung (udg. 1859-62), et af verdens mest omfattende stjernekataloger med positioner for over 300.000 stjerner ned til størrelsesklasse 9,5. Han udviklede en metode til bedømmelse af størrelsesklasser, trinvurderingsmetoden, der havde overordentlig stor betydning før udviklingen af fotometre.

Argelander anses desuden for at være grundlægger af den videnskabelige iagttagelse af variable stjerner.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig