Faktaboks

Friedrich Ludwig Jahn
Født
1778
Død
1852

Friedrich Ludwig Jahn. Portræt af J.G. Fichte, tysk filosof, Friedrich Schleiermacher, tysk evangelisk teolog, Friedrich Ludwig Jahn og Ernst Moritz Arndt, tysk historiker, forfatter og politiker. Kunstner og årstal ukendt.

.

Friedrich Ludwig Jahn, Turnvater Jahn, 1778-1852, tysk gymnastikpædagog og forfatter; skaber af den tyske turngymnastik (se også redskabsgymnastik og turn).

Inspireret af de nationalromantiske idéer i Tyskland i begyndelsen af 1800-t. og under påvirkning af fransk overherredømme formulerede han sine forestillinger om frihed og enhed for de tyske stater. Han så folkeopdragelsen som et centralt middel, og i hans opdragelsesprogram indgik foruden historie og sprog også legemsøvelser og praktisk arbejde. Jahn grundlagde den første turnplads i 1811 på Hasenheide i Berlin, hvor gymnasterne (turnerne) kunne træne i de mange redskaber samt diskutere og forholde sig til politiske problemstillinger. Han opfandt bl.a. redskaberne reck og barre, som i dag indgår i den internationale idrætsgymnastiks program.

I 1819 blev han fængslet pga. sine politiske idéer, og siden blev hans aktiviteter overvåget af politiet; først da Jahn i 1840 fik overrakt Jernkorset for sin indsats i Napoleonskrigene, fik han sin fulde frihed tilbage.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig