Faktaboks

Friedrich Flick
Født
10. juli 1883
Død
20. juli 1972

Friedrich Flick, 10.7.1883-20.7.1972, tysk industrileder. Flick skaffede sig ved spekulationsforretninger i 1920'erne en stærk magtposition i sværindustrien og kontrollerede bl.a. Vereinigte Stahlwerke, Tysklands største stålkoncern.

Fra 1932 ydede han store beløb til nazistpartiet, NSDAP, som han blev medlem af i 1937. Som Wehrwirtschaftsführer fra 1938 fik Flick en udslagsgivende indflydelse på den tyske rustningsindustri. Flickkoncernen profiterede kraftigt på fortrængningen af jøderne fra det tyske erhvervsliv, og under 2. Verdenskrig kontrollerede den sværindustrien i flere besatte lande.

Flick idømtes i 1947 syv års fængsel for at have benyttet slavearbejde under krigen, men han blev løsladt i 1950 og opbyggede fra 1952 en af Vesttysklands førende kapitalgrupper, som bl.a. blev medejer af Daimler Benz AG (se Daimler AG).

I 1961 overtog hans søn Friedrich Karl Flick (1927-2006) ledelsen; han fortsatte sin fars hemmelige praksis med økonomisk støtte til politiske partier til gengæld for skattebegunstigelser. Det førte i 1984 til Flickskandalen, hvor bl.a. to ministre blev dømt for skatteunddragelse.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig