Friederich Ehbisch

Friederich Ehbisch, ca. 1672-1748, dansk billedhugger og stukkatør. Gennem den fra Sachsen indvandrede billedhugger Christian Nerger (d. 1708) lærte Friederich Ehbisch muligvis at dekorere i den virtuose akantusbarokstil samt fransk båndværksstil, som det ses i de værker, han udførte som hofbilled- og stenhugger for Frederik 4., fx i Rosenborgs riddersal (1705-09).

Friederich Ehbischs inventar til danske kirker, bl.a. altertavler og prædikestole i Fredensborg Slotskirke (1726-28), Trinitatis Kirke (1729-31) samt til Sankt Petri Kirke og Vor Frue Kirke i København (ødelagt 1807), blev især udbredt gennem Lauritz de Thurahs kobberstikværk Den Danske Vitruvius (1747-49) og fik således betydning som mønsterforlæg i provinsen og i Norge.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig