Freesia

Freesia.

.

Freesia, fresia, slægt i irisfamilien med 11 arter i det sydlige Afrika, især i vinterregnsområderne i Kapregionen. Planten udgår fra en knold omgivet af skæl; den har flade, toradet stillede og sværdformede blade og en kort, endestillet blomsterstand med 3-6 store, regelmæssigt tragtformede og lyst farvede blomster (se også blomst).

Faktaboks

etymologi:
Planteslægten er opkaldt efter den tyske læge F.H.T. Freese, d. 1876.

Freesia er vinter- eller forårsblomstrende planter. De ses i handlen som velduftende og holdbare afskårne blomster. De dyrkede fresier er højt forædlede hybrider, der producerer blomster med pastelagtige farver i blåt, gult og hvidt. Planterne kan normalt ikke overvintre i haven, så knolde skal kølebehandles for at udvikle blomster.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig