Freedmen's Bureau, egl. The Bureau of Freedmen, Refugees and Abandoned Lands, direktorat, der administrerede et velfærdsprogram for frigivne slaver efter Den Amerikanske Borgerkrig 1861-65. Freedmen's Bureau søgte først at fordele opgivne og konfiskerede landområder til de tidligere slaver, men blev hurtigt tvunget til at deltage i organiseringen af fæstearrangementer, sharecropping, som genskabte den hvide overklasses dominans. Det kanaliserede støtte fra private hjælpeorganisationer i Nordstaterne og var med til at etablere op mod 3000 skoler og flere colleger. Freedmen's Bureau blev nedlagt i 1872.