Free State

Free State, tidl. Oranje Vry Staat, og Orange Free State, provins i Sydafrika, der omfatter et stort, ret tørt og tyndtbefolket bjergområde i den centrale del af landet; 129.480 km2, 2,76 mio. indb. (2011). Hovedstad Bloemfontein. Provinsen har en stor del af Sydafrikas bedste landbrugsjord; herfra kommer bl.a. halvdelen af landets kornproduktion. Vigtigere er dog minedrift, især guldminerne i Welkom-Virginia-området. I Sasolburg er lokale kulminer basis for petrokemisk industri med fremstilling af olie. Mange minearbejdere kommer fra Lesotho og Mozambique; hiv-smitte er meget udbredt. Ved valgene i 1994 og 1999 fik ANC over 80% af stemmerne i Free State.

Vedr. provinsens historie se Oranje Fristaten.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig