Fredrika Bremer, 1801-1865, svensk forfatter, filantrop og feminist. I det fornemme, kuldslåede barndomshjem, hvor kvindernes opgave var at brillere i salonen, satte hun sig tidligt andre livsmål. Hun blev forfatter for at skaffe penge til socialt arbejde og debuterede med Teckningar utur hvardagslifvet 1-3 (1828-31, udg. anonymt), hvoraf bd. 2-3 indeholder Familien H*** (1830-31, da. 1836).
Den er svensk litteraturs første hverdagsrealistiske roman fortalt af en husholderske i en stil præget af humor, iagttagelsesevne og psykologisk sans. Bogen gav Fredrika Bremer succes og det svenske akademis medalje.
De følgende romaner i samme genre, Presidentens döttrar (1834, da. 1836), Nina (1835, da. 1836-37), Grannarne (1837, da. s.å.) og Hemmet (1839, da. 1840), gjorde hende verdensberømt. Hertil bidrog også rejsebøgerne om flerårige ophold i Amerika og Mellemøsten, Hemmen i den nya verlden 1-3 (1853-54) og Lifvet i gamla verlden 1-3 (1860-62).
Fredrika Bremer afslog at gifte sig med sin nære ven, teologen P.J. Böcklin. Hun stiftede kvindeforeninger for småbørnspleje og fængselsbesøg og indrykkede under Krimkrigen en fredsappel til alverdens kvinder i The Times. Hendes sidste roman Hertha (1856, da. 1857) blev igangsættende for svensk kvindebevægelse, og efter hende er opkaldt Fredrika-Bremer-Förbundet.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.