Artikelstart
Frederiksværk, by i Nordsjælland; 12.368 indb. (2017). Frederiksværk er en udpræget industriby med et stort antal arbejdspladser i fremstillingserhvervene. Blandt betydende virksomheder er HH Industri (gasbeton, Ølsted), Nordisk Stål, Filia Farver, Nord Electric, Pharma Vinci og inden for fødevareforarbejdning bl.a. Frederiksværk Åleeksport I/S, Dan-Extruder A/S og Dan Steel A/S.
Faktaboks
- Etymologi
-
Byen kendes 1756 som Friderichs-Wærck, efter det kanonstøberi og krudtværk, som etatsråd Fabritius og kancelliråd Classen oprettede og opkaldte efter Frederik 5.
De over 10.000 sommerhuse i den nye kommune fra 2007, Halsnæs Kommune, sætter også deres præg på byen. Landliggerne og turisterne er et vigtigt underlag for handelslivet omkring byens centrum (Nørregade og Nordcentret), de mange sportsfaciliteter, restaurationer og museer. Sommergæsternes store antal skyldes især kommunens oplagte rekreative kvaliteter, herunder de mange varierede kyststrækninger og de fredede områder Asserbo Plantage (en del af Tisvilde Hegn) og Arrenæs, men gennem 1990'erne har kommunen suppleret med flere kulturelle aktiviteter, bl.a. med udgangspunkt i den genopførte Gjethusbygning (1990), den tidligere kanonstøberihal, som nu er kunst- og kulturhus. Det tidligere krudtværk er omdannet til museum og indgår i Industrimuseet Frederiks Værk.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.