Frederik Vilhelm den Store

Frederik Vilhelm den Store var kurfyrste af Brandenburg, søn af Georg Vilhelm.

Ved faderens død i 1640 var alle tre dele af det brandenburgske vælde, kurfyrstendømmet samt Kleve og Mark mod vest og Preussen i øst, hærget af Trediveårskrigen. Frederik Vilhelms første opgave i krigens sidste år blev at skabe en slagkraftig hær. Ved Den Westfalske Fred i 1648 kunne Frederik Vilhelm føje en række gejstlige territorier, Minden, Halberstadt, Magdeburg, Kammin samt Bagpommern til sine lande, og ved freden i Oliva i 1660 opnåede han yderligere suveræniteten over Preussen. I 1657 trådte Frederik Vilhelm ind på Danmarks side i kampen mod Sverige og anførte selv en kejserlig-polsk-brandenburgsk hær, der opererede i Jylland 1658-59. Frederik Vilhelm kom Nederlandene til hjælp mod Frankrig i 1674, men da svenskerne samtidig truede Berlin, vendte han hjem i ilmarch og besejrede 28.6.1675 ved Fehrbellin en talmæssigt overlegen svensk armé. Herefter erobredes Svensk Pommern, der imidlertid atter måtte afstås ved Saint-Germain-freden i 1679.

Frederik Vilhelm repræsenterede en stærk fyrstemagt i den gryende enevældes ånd og i merkantilismens og anses for det moderne Preussens skaber. Han knuste stændernes opposition, mens erhvervslivet blev fremmet ved hjælp af indkaldte huguenotter.