Frederik Vilhelm Casper Benzon, 1791-1832, dansk adelsgenealog. Benzon blev cand.jur. 1812, blev herefter ansat i Danske Kancelli og senere i Rentekammeret; i 1823 blev han amtmand på Femern. Fra 1813 var Benzon medlem af Det danske Selskab for Fædrelandets Historie og Sprog. Benzon og A. Kall afsluttede 1814 Lexicon over adelige Familier i Danmark, Norge og Hertugdømmerne. De 757 efterladte "Benzonske Stamtavler" i Rigsarkivet over danske adelsslægter 1660-1820 er uden kildeangivelser, men ikke desto mindre meget brugt i genealogisk litteratur.