Frederik - linje, 1829-1880, hertug af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg, søn af hertug Christian August. Frederik tjente 1848-51 som officer i den slesvig-holstenske hær og bosatte sig derefter i Preussen. Ved Frederik 7.s død i 1863 proklamerede han efter aftale med sin far sin overtagelse af hertugdømmerne som hertug Friedrich der Achte (Frederik 8.) og drog til Kiel. Han fik stor støtte i hertugdømmerne, men Det Tyske Forbund, Østrig og især Preussen holdt sig tilbage, og Bismarcks anneksionspolitik levnede ikke plads til et augustenborgsk hertugdømme. Frederik forlod Kiel i 1866 og arvede i 1869 godserne Primkenau og Gråsten. Efter at have deltaget i Den Fransk-tyske Krig 1870-71 levede han tilbagetrukket. Se også den augustenborgske linje.