Frederick Reines, 16.3.1918-26.8.1998, amerikansk fysiker, professor ved Case Institute of Technology i Cleveland, Ohio 1959-66 og ved University of California i Irvine 1966-88. Reines blev knyttet til Manhattanprojektet i 1944. I 1950'erne arbejdede han sammen med Clyde Lorrain Cowan (1919-74) ved Los Alamos Scientific Laboratory om at påvise neutrinoen. Det lykkedes i 1956 at påvise eksistensen af de yderst svagt vekselvirkende neutrinoer i stråling fra en kernereaktor. For denne opdagelse, der bekræftede W. Paulis teori fra 1930, modtog Reines nobelprisen i fysik i 1995 sammen med Martin L. Perl. Han var en pioner i eksperimentel neutrinofysik og udviklede metoder til at måle bl.a. neutrinoer fra Solen i avancerede underjordiske detektorer.