Frederick North, 13.4.1732-4.8.1792, britisk statsmand. Lord North sad 1754-90 i Underhuset som tory, derefter i Overhuset. Han blev regeringsmedlem i 1759, finansminister i 1767 og premierminister i 1770. Kong George 3. søgte på denne tid at styrke kongemagten over for regering og parlament og fandt et lydigt redskab i North. Politisk savnede North fasthed og selvstændighed i forholdet til den egensindige konge, og som premierminister havde han et stort medansvar for bruddet med de nordamerikanske kolonier i 1775. I takt med Storbritanniens modgang i krigen, der fulgte, blev North mere og mere tvivlrådig og led ved situationen. Han bad flere gange forgæves kongen om sin afsked, og i 1782 trodsede han kongen og gik af. I 1783 var han en tid medlem af en koalitionsregering sammen med sin gamle modstander Charles James Fox.