Frederick Loewe

Frederick Loewe, opr. Friedrich Löwe, 10.6.1901-14.2.1988, amerikansk komponist af østrigsk oprindelse. Frederick Loewe, der var født og opvokset i Berlin, udvandrede i 1924 til USA. I 1942 indledte han sit ubrudte samarbejde med sangtekstforfatteren Alan J. Lerner (1918-86), og det resulterede i en række Broadway-musicals, bl.a. gennembrudsværket Brigadoon (1947) og Paint Your Wagon (1951).

Højdepunktet blev My Fair Lady (1956) efter G.B. Shaws komedie Pygmalion; den gik verden rundt og blev filmatiseret med tilsvarende succes i 1964.

Selvom alle Frederick Loewes og Lerners teatermusicals efterhånden blev filmatiseret, skrev de kun én musical direkte til filmen, den vellykkede Gigi (1958) efter Colettes roman; den blev senere plantet om til teatret.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig