Frederic Edwin Church, 1826-1900, amerikansk maler. Church var elev af Thomas Cole, hvis på én gang religiøst og videnskabeligt orienterede naturopfattelse blev udgangspunkt for hans landskabsmaleri. Inspireret af naturforskeren Alexander von Humboldt gennemrejste Church i midten af 1800-t. store dele af Mellemamerika og malede talrige panoramiske og detaljerede landskaber. Også i sine skildringer af det nordamerikanske landskab fokuserede Church på den uberørte amerikanske naturs sublimitet som en erstatning for det civiliserede europæiske landskabs historiske henvisninger. Church tilhørte kredsen omkring Hudson River School.